
Tillykke Formand for Teknik- og Miljøudvalget Finn Stengel Petersen fra Herning Kommune (t.v.) ønsker forretningsudvikler Britta Indraccolo fra Arriva Tog tillykke med årets Klimapris i Herning Kommune. Direktør Jens Erik Sørensen fra Midttrafik, regionschef Stephan Thomsen fra Arriva Region Midtjylland samt arbejdsmiljørepræsentant Hans Agerup og driftschef Gerda Jørgensen begge fra Arriva Herning ser til. Foto: Lene Mathiesen/Arriva
Herning Kommune og Klimanetværk Herning har tildelt Arriva Danmark Klimaprisen for Arrivas indsats for at skåne miljøet.
Biblioteket i Herning Midtby dannede ramme om den ærefulde hæder, som blev Arriva Danmark til del, da formand for Teknik- og Miljøudvalget i Herning Kommune, Finn Stengel Petersen, mandag 19. september uddelte kommunens Klimapris.
»Vi vil især gerne fremhæve og påskønne Arriva for deres aktive klima- og energiarbejde. De fortjener at blive værdsat for deres grønne indsats,« sagde Finn Stengel Petersen, da han overrakte Klimaprisen til Britta Indraccolo fra Arriva Danmark.
Arriva Danmark og Midttrafik har i samarbejde med Herning Kommune arbejdet målrettet på at reducere den kollektive trafiks miljøbelastning. Det har blandt andet resulteret i, at der siden slutningen af juni 2010 kører små minibusser i aftentimerne og i weekenden på flere af byens buslinjer – minibusser, der kører tre gange så langt på literen som de store bybusser. Det har reduceret udledningen af CO2 med over ni ton om måneden.
Understøtter klimamål
»Vi synes, at Arriva gør en god indsats, som understøtter Herning Kommunes klimamål og Klimanetværkets indsats for nedbringelse af CO2-udledningen i vores lokalområde,« siger miljøkoordinator Line Thastum fra Herning Kommune.
Arriva tester i øjeblikket et nyt brændstofbesparende system i udvalgte tog og træner lokoførerne i miljørigtig kørsel. Målet er at nedsætte brændstofforbruget med minimum fem procent, hvilket vil betyde en årlig besparelse på 360.000 liter.
Læs også artiklen ’Renere luft over Herning’
