Tillykke til DBU med den fine pris! - Arriva var stolt leverandør af gratis Roligantog og busser til eventen.
DBU og Sport Event Denmark løb med 'Event Marketing'-prisen ved International Sports Events Managements Awards i London for den virale video 'The Football Feeling'.
Da der onsdag var uddeling af marketingpriser ved den anerkendte International Sports Events Managements Awards i London, løb Dansk Boldspil-Union og Sport Event Denmark med sejren i kategorien ”Event Marketing”.
Viral videoen ”The Football Feeling”, der blev skabt in-house i forbindelse med sommerens UEFA U21-EM, var sammen med Viral-videoen ”We love Bikes” fra VM i Landevejscykling indstillet af Sport Event Denmark, og de to innovative markedsføringstiltag løb med prisen.
”The Football Feeling” nåede i juni måned global eksponering med over en halv million hits på youtube, hvor den blev toplistet i mere end 40 lande, lå på top ti over sportsvideoer og i top 30 over mest viste videoer overhovedet på Youtube.
Med på vejen fik indstillingen flotte ord af Kevin Roberts, en af de seks jurymedlemmer, der begrundede valget af Sports Events Made in Denmark.
”Dommerne var meget imponerede over Danmarks evne til at markedsføre sportsevents, ikke kun kvaliteten af markedsføringen, men også den kreative tilgang til markedsføring og den imponerende sans for detaljen. Danmark evner at favne bredden af events og markedsføre dem professionelt,” sagde Kevin Roberts, der også var med til at hædre tiltag og aktiviteter fra blandt andet Vinter-OL Sochi 2014, Ryder Cup og UEFA Europa League Finalen 2011.
Eventkoordinator og idemand bag videoen, Jacob Lauesen, og Lars Lundov fra Sport Event Denmark modtog prisen til stor jubel fra den danske delegation i London.
”Jeg er sindssyg stolt over, at vi i konkurrence med blandt andre VM i cricket organisationen, der til sammenligning har solgt deres tv-rettigheder for 2 mia dollars, formår at vinde med en video, som er skabt af den passion, som vi alle sammen skal leve af i sporten. Det er en utrolig tilfredsstillelse, at få en anerkendelse for at gøre det muligt, at vise nogle drenge, der for en dag får lov til at udleve den drøm, som de fleste, der har spillet fodbold, har drømt flere gange,” fortæller idemanden Jacob Lauesen, der følges op af UEFA U21 EM-turneringsdirektør Christian Bordinggaard:
”Det er fantastisk, at vi nu kan føje en pris som denne til vores arbejde omkring slutrunden. Vores marketingfolk havde muligheden for at arbejde med de nye platforme – og de greb den. Det lykkedes at integrere de sociale medier med de mere traditionelle platforme, og ”The Football Feeling” illustrerede på bedste vis vores budskaber om fodboldfest, stemning, og at fodbold er for alle!”
Baggrund
”The football feeling” transformere en tilfældig ungdoms fodboldkamp på en kold og våd maj-dag til en fodboldoplevelse med masser af feststemte tilskuere, nationalsang, stadionspeaker, en international topdommer og journalister i hobetal.
”The football Feeling” blev muliggjort gennem økonomisk støtte fra Fonden til Markedsføring af Danmark og var en del af en større, international branding-indsats specielt rettet mod andre og nye målgrupper og markeder end de traditionelle sportslige.
Se eller gense The Football Feeling
