lint med overskaeg_arbejdskopi_lille

movember logo

Skovsnegl på nordjyske busser og Arrivas tog

Burt Reynolds, Charles Chaplin, Tom Selleck, Groucho Marx har nu alle én ting til fælles med i alt 15 busser og tog i Nordjylland. De har ladet overskægget gro. I samarbejde med den internationale kampagne Movember har Arriva og Nordjyllands Trafikselskab tegnet overskæg på ti af bybusserne i Aalborg og fem af Arrivas tog. Overskægget er symbolet for kampagnen, der har til formål at skabe opmærksomhed omkring mænds sundhed.

Overskægget har de seneste år fået en revival blandt musikere, skuespillere og andre hipstertyper. Men i dag generobres ’sneglen’ af busentreprenøren og togselskabet Arriva og Nordjyllands Trafikselskab, der har udstyret ti bybusser i Aalborg og fem af Arrivas tog med overskæg for at bakke op om den internationale velgørenhedsorganisation Movember.

Movember startede for sjov på en bar i Australien i 2003, men har siden etableret sig som en global kampagne, der opfordrer mænd fra hele verden til at sætte et ansigt på mænds sundhed og gro overskæg i november måned. Kampagnen skal sætte fokus på tabuemnet mænds sundhed og indsamle midler til at støtte kampen mod prostatakræft.

- I Arriva er vi glade for at kunne bidrage til denne vigtige sag. Rigtig mange mennesker er dagligt i kontakt med vores busser og tog, og det vil vi gerne udnytte til at kommunikere nogle vigtige budskaber. Mænds sundhed er et vigtigt anliggende også for os og derfor vil vi gerne opfordre så mange som muligt til at gro overskæg i november, forklarer Jonas Permin, kommerciel chef i Arriva.


movember kampagne lille


Fra medarbejder til overskægsambassadør
Samtidig med at busserne dekoreres med overskæg, vil Arrivas buschauffører i Aalborg og medarbejdere i Arriva Tog fungere som overskægsambassadører, hvor de vil dele postkort ud om kampagnen og i større og mindre grad opfordre passagerer til at deltage i kampagnen.

- Da vi første gang hørte om Movember-kampagnen var vi med det samme solgt. Ikke mindst fordi at kampagnen italesætter en central problematik i vores samfund, men også fordi at en stor de af vores chauffører er mænd, som netop er målgruppen for kampagnen, forklarer NT’s underdirektør Nicolai Sørensen.

Overskæggene kan spottes på ti af de Aalborgensiske busser og fem af Arrivas tog indtil kampagnen udløber den 1. december. Derudover har Arriva også udstyret en del af deres øvrige busser i Danmark med overskæg - herunder særligt busselskabets bybusser i København.

Gratis barbering til medarbejdere og passagerer
I forbindelse med kampagnens opstart har Arriva og Nordjyllands Trafikselskab booket tre barbere, der gratis vil barbere passagerer og chauffører, som ønsker at deltage i kampagnen. Den ene barber vil være til stede på Aalborg Busterminal tirsdag den 1. november fra klokken 14.00 – 16.00, den anden vil være på Thisted Station tirsdag den 1. november fra klokken 13.30 – 14.30 og den tredje på Silkeborg station tirsdag den 1. november fra klokken 15.15 – 16.15.   

På dk.movember.com kan du se mere om kampagnen, oprette en profil eller donere et beløb til en såkaldt ’Mo Bro’.

Om Movember
• Reglerne er simple: Opret en profil på movember.com, start glatbarberet den 1. november, gro et overskæg hele måneden og få din famille, venner og bekendte til at donere penge til dit overskæg. Pengene, der doneres, går til en global forsknings- og handlingsplan inden for prostatakræft, som er den mest udbredte alvorlige kræftform blandt danske mænd.
• Movember blev startet af en gruppe venner i Australien i 2003, men har hurtigt vokset sig stor med officielle kampagner i bl.a. England, Irland, USA, Canada, New Zealand, Spanien, Sydafrika, Finland, Holland, og Tjekkiet. Alene sidste år deltog mere end 447.000 mennesker på verdensplan, og de indsamlede mere end 55 millioner €.
• Movember er en sammentrækning af ordet mo (australsk slang for overskæg) og November.
• Hvert år i november beder Movember mænd over hele verden om at anlægge overskæg for at skabe opmærksomhed og indsamle vigtige midler til støtte af mænds sundhed.
• På verdensplan har Movember ambassadører som Kylie Minogue, Hulk Hogan, Muse, Ruud Gullit m.fl.
• På verdensplan har mere end 1 million mennesker deltaget i Movember.
• Siden 2003 har Movember indsamlet 120 millioner euro til kampen mod prostatakræft.
• Pengene går til Movembers Global Action Plan (GAP), hvis mål er at accelerere forskningen i prostatakræft gennem et globalt forskningssamarbejde.

movember kampagne lille

Om prostatakræft
• I gennemsnit er der i Danmark 1 mand hver 8. time, der dør af prostatakræft
• Prostatakræft er den hyppigst forekommende kræftsygdom blandt mænd i Danmark
• I Danmark lever 20.100 mænd med prostatakræft
• I Danmark bliver 3.700 mænd hvert år diagnosticeret med prostatakræft. Det er mere end 10 mænd om dagen

Vælg en station for at se de aktuelle afgangstider: